< Tilbage

Rekordprocenter til Kasey og Dublét i Aachen21-07-2018 - 18:59

Ved Nations Cup i Aachen har Kasey Perry-Glass og Gørklintgårds Dublét leveret karrierens indtil videre bedste ridt.

Hvis topformen skal findes frem, er Aachen stedet at gøre det - og det må man sige, at Kasey Perry-Glass har formået i Aachen, hvor hele dressureliten lige nu er samlet til Nations Cup.

På sin faste makker, Gørklintgårds Dublét, red hun over 76 procent hjem i Grand Prix og toppede det så med hele 78,787 procent i Grand Prix Special - en præstation som placerede dem på en tredjeplads, kun 0,4 procent fra førstepladsen, som blev taget af Isabell Werth.

Dermed hjalp hun også det amerikanske landshold godt på vej med holdets højeste score. Efter første dag lå de til førstepladsen i Nations Cup, men måtte til sidst nøjes med andenpladsen.

Dublét er en 15-årig vallak efter Diamond Hit, og han er bror til vores dejligt avlshoppe Leah. Hun har i år leveret hingsteføllet Million efter Millennium / Sunny-Boy.

 

< Tilbage