K-linjen

Keira | Keeva | Kokopelli | Kitara | Kiowa

Verdensmesterskaberne for ungheste, kårede hingste og et væld af eliteskuedeltagere – mød avlshopperne med K!

Gørklintgårds hopper med K startede sjovt nok med en hoppe med L, nemlig Leandro-datteren Leandi Mandø. Hun var avlet af dygtige Gravers Møller på Mandø og havde både en dejlig type og et godt temperament. Jørgen købte hende som åring og med tiden blev det til adskillige generationer af heste med Leandis gode egenskaber.

På kåringssiden tæller K-linjens resultater adskillige medaljehopper. Heriblandt er Gørklintgårds Kiki Dee, som efter at have været Årets føl i Dansk Varmblod såvel som Årets 2-års blev kåret med sølvmedalje. Hendes datter Gørklintgårds Kokopelli opnåede som 2-års også adgang til Eliteskuet, og det samme gælder dennes datter, Katalin Hena.

Hos hingstene har både Gørklintgårds Quirano og Gørklintgårds Rockabye været udtaget til hingstekåring i Herning – og for Gørklintgårds Royal lykkedes det ovenikøbet at opnå avlsgodkendelse som 3-års (2020). I Sverige gælder det samme Gørklintgårds Quinto (m. Gørklintgårds Keira), som i 2016 blev kåret i Svensk Varmblod efter at have placeret sig som nummer tre ved en hingsteafprøvning på det tyske statsstutteri Neustadt-Dosse.

Selvsamme Quinto er også en af adskillige heste fra K-linjen, som har opnået flotte sportsresultater. Han blev placeret på fjerdepladsen i det svenske 4-års championat, gik flere finaler i Falsterbo og blev udtaget til verdensmesterskaberne for ungheste i Ermelo som en del af det svenske hold. Ved UVM blev han placeret som nummer 14. Siden er han solgt til USA, hvor han indtil videre konkurrerer på Intermediare-niveau.

Udover Quinto har også Gørklintgårds Fellow og Gørklintgårds Falcon dystet i Intermediare, og i Frankrig har Gørklintgårds Romaro gået international Grand Prix-dressur.

De danske unghestefinaler har også haft deltagelse af heste fra K-linjen. Det gælder Sansiro (deltager ved Unghestechampionatet 2016), Gørklintgårds Futurist (finalist ved 4-års championatet, 2006) og Gørklintgårds Airborne (finalist ved 6-års championatet 2021 og derefter solgt til Rusland).

K-linjen har desuden frembragt Lykke's De Niros (Carina Nevermann Thorup) og Lykke's Come On, der begge er A-heste i dressur, samt hingsten Le Monde, der er kåret i Norsk Varmblod.