< tilbage 24-05-2016 - 23:27

Gøøør...klintgård: Kasey Perry tager livtag med verdens mest trælse stutterinavn

Det skal et vist mod til, for at en amerikaner kaster sig ud i at udtale "Gørklintgård" - det mod har Kasey Perry Glass.

Okay - indrømmet: Gørklintgård er nok ikke det bedste stutterinavn. Det er langt, svært at sige og endnu sværere at stave - faktisk bør vi undskylde over for alle speakere, der skal hakke sig igennem det. Beklager bøvlet.

Derfor skal den amerikanske OL-kandidat Kasey Perry Glass - der i øjeblikket gør sit yderste for at kvalificere sig og Gørklintgårds Dublet til OL i Rio - da også have al kredit for at sige det så fint, som hun gør.




Godt gjort!

Hvor kommer navnet så egentlig fra? Gørklint er et gammelt navn fra det område, som stutteriet ligger i, og Gørklintgård er fundet nævnt i historiske skrifter helt tilbage fra 1580, hvor gården var en af dem, som kronen havde ret til. Da Jørgen i 1990erne skulle vælge et stutterinavn, var det nærliggende at tage gårdens navn - også selvom det sidenhen har ført til store kvaler for især  speakere og udenlandske ryttere.

<