< tilbage 03-06-2018 - 12:34

Gørklintgård-hingste fri for WFFS

Resultatet fra DNA-laboratoriet er netop kommet: Hverken Gørklintgårds Shaolin eller Gørklintgårds Santos er bærere af det recessive gen for WFFS.

Efter Warmblood Fragile Foal Syndrome er konstateret i USA, og en avler i Holland også har observeret symptomer hos et føl, tog vi på Gørklintgård hurtigt den beslutning at teste vores hingste for at bidrage til mere tryghed og klarhed om situationen i Danmark.

Resultatet fra DNA-laboratoriet er netop kommet: Hverken Gørklintgårds Shaolin eller Gørklintgårds Santos er bærere af det recessive gen for WFFS.

Det betyder, at de aldrig vil kunne lave et føl med sygdommen - ej heller hvis føllets mor er bærer af sygdomsgenet.

Vi er selvfølgelig glade for, at vores hingste er fri, men samtidig vil vi opfordre til ro: Igennem næsten 50 år med hesteavl har vi aldrig oplevet et nyfødt føl have WFFS symptomer. Det er dog ikke det samme som at sygdommen ikke skal tages med alvor, og at vi som avlere gerne vil træffe så informerede valg som overhovedet muligt.


FAKTA:

Hvad er Warmblood Fragile Foal Syndrome?

Det er en fatal sygdom, som rammer føl. Føllet vil enten blive kastet - det vil sige aborteret - under drægtigheden, være dødfødt eller have alvorlige abnormaliteter, som vil koste det livet inden det er to uger gammelt. Det er særligt i forhold til hud, som kan være helt porøs, og led, som vil være slappe.

Syndromet skyldes et såkaldt recessivt gen. Recessiv betyder også vigende, og er der raske gener til stede, vil sygdomsgenet vige og ikke komme til udtryk. Derfor er det ikke nok, at en forælder er bærer af de syge gen. Hvis et føl derimod har fået et sygdomsgen fra både mor og far, er sygdommen fatal. Derfor er det relevant at DNA-teste varmblodshingste, og i Holland og Sverige har de største ridehesteavlsforbund gjort det til et krav for alle hingste. 

I Danmark er der i skrivende stund endnu ingen regler på området. Totalt er fjorten hingste indtil videre testet positive for WFFS - Romeo, Blue Hors Londoner, Blue Hors Emilio og Blue Hors Veneziano i Danmark, Harvy i Sverige, Everdale, Inspire, Inclusive, Guardian S, Habanna, Indian Rock, Roemer og Total U.S. i Holland samt Sternlicht i USA.

< Tilbage